FCI, Standard, Nr. 102,
14.11.2019 (EN), (ORG 04.09.2019)
KLEINER MÜNSTERLÄNDER
Oprindelsesland: Tyskland
Anvendelse:
Alsidigt anvendelig jagthund.
Klassifikation:
FCI Gruppe 7 (Stående jagthunde),
Sektion 1.2 (Kontinentale, stående jagthunde af spaniel-typen).
Med brugsprøve.
Historie: Udviklingen af Kleiner Münsterländer i det nordlige tyske Münsterland har været beskrevet siden omkring 1870. De nedarvede gener fra hundreder af gamle støvere og stående hunde flyder i Kleiner Münsterländeren. I 1912 dannedes ”Association for Kleine Münsterländer Pointing Dogs (Heidewachtelhunde)”. Formålet var at bevare og videreudvikle disse hunde som en selvstændig jagthunderace. Jægerne skulle præsenteres for en middelstor, ivrig, intelligent og dedikeret alsidig jagthund, der kunne arbejde på marken, i skoven og i vandet. I 1921 skrev Dr. Friedrich Jungklaus den første racestandard. Denne er siden jævnlig blevet opdateret. I dag er Kleiner Münsterländer en alsidig jagthund, der over alt, på grund af sine arbejdsevner, er meget populær hos jægerne.
Standard udgivet af FCI
Middelstor, stærk med harmoniske proportioner. Udstråler kvalitet og elegance. Ædelt hoved. Dens rejste holdning viser kroppens flydende linier med vandret båret hale. Forbenene er godt behængt, bagbenene bærer bukser, og halen har en udpræget fane. Den glansfulde pels er glat til let bølget, tæt og ikke for lang. Bevægelsen er harmonisk og jordvindende. Racens helhedsindtryk skal altid vise dens evne til at fungere som en jagthund.
Kleiner Münsterländer er intelligent og lærenem, temperamentsfuld og ligevægtig, med et stabilt væsen. Over for mennesker er den opmærksom og venlig (dvs. anvendelig som familiehund), har gode sociale egenskaber og orientering mod sin fører (samarbejder godt). Den har en vedholdende jagtdrift, alsidige jagtanlæg såvel som stærke nerver og vildtskarphed. Hunden må besidde en naturlig evne til at jage i tæt samarbejde med sin fører på marken, i skoven og i vandet (alsidig). Den skal også kunne apportere det skudte vildt.
Længden passer harmonisk til helheden. Bliver gradvis bredere mod kroppen. Nakken er meget muskuløs og let buet. Huden ved struben ligger stramt til.
Højt ansat med en lang fane i forlængelse af overlinien. Den er kraftig ved roden, tyndere udefter og middellang. I ro bæres den hængende. I bevægelse er den vandret – ikke for højt over ryglinien – med en let fejende bevægelse. Den yderste trediedel må krumme let opefter.
Overlår: Langt, bredt og muskuløst. Danner en god vinkel med bækkenet.
Knæ: Kraftigt. Over- og underlår danner en god vinkel.
Underlår: Langt, muskuløst og senet.
Haseled: Kraftigt.
Mellemfod: Kort, lodret stillet.
Bagpoter:
Runde og hvælvede, med tæt sluttede tæer og tilpas tykke, solide og robuste trædepuder. Ikke for rigeligt behårede.
Poterne er stillet parallelt, hverken i stand eller under bevægelse er de ind- eller udaddrejede.
(betydende afvigelser fra standarden):
Klodset kropsbygning med grove knogler.
Betydelige afvigelser i forholdet mellem krop, hals og skulderhøjde.
Over 50% af næsen kødfarvet eller plettet.
Spidst næseparti. Konkav næseryg.
For lyse øjne. Lysegule ”rovfugleøjne”.
Krydset for kort.
Betydeligt mangelfuld brystdybde, for fladribbet eller tøndeformet brystkasse.
Stærkt ud- eller indaddrejede albuer.
Stejlt stillet mellemhånd.
Stærkt kohaset eller stærkt hjulbenet, både i stand og bevægelse.
Spredte tæer eller åbne poter, flade, nedsunkne poter.
Tung og klodset bevægelse.
Glatte ører uden behåring, for lange og lokkede frynser på ørerne.
For stærkt lokket pels.
Afvigelse i størrelsen fra +/- 2 cm til +/- 4 cm.
Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen.
Kun funktionsdygtige og klinisk sunde hunde med racetypisk præg bør indgå i avlen.
Forholdet mellem kroppens længde – målt fra brystspidsen til sædebensknuden – skal være større end skulderhøjden. De ønskelige proportioner er et forhold som 1 til 1,1.
Længden af skallen fra nakkeknude til stop er den samme som længden af næsepartiet fra stop til næsespids
Hoved og udtryk er en del af racens type.
Skalle: Ædel, tør og flad til let hvælvet.
Stop: Kun let udtalt, men dog tydeligt.
Næse: Ensfarvet brun.
Næseparti: Kraftigt og langt, med lige næseryg.
Læber: Korte, tæt sluttende mod hinanden, godt pigmenterede, ensfarvet brune.
Kæber, bid: Store, hvide tænder. Kraftige kæber med regelmæssigt og fuldstændigt saksebid, dvs at de øverste fortænder tæt overlapper de nederste, og at tænderne er stillet lodret i kæben. Med 42 tænder i henhold til tandformlen. Der tillades en forøgelse eller mangel på 2 P1.
Kinder: Kraftige, med god muskulatur.
Manke: Udpræget.
Ryg: Fast, med god muskulatur. Ryghvirvlernes torntappe skal være dækket af muskler.
Lænd: Kort, bred og muskuløs.
Kryds: Langt og bredt, ikke brat affaldende, men kun let faldende mod halen og med god muskulatur. Bækkenet er bredt.
Bryst: Mere dybt end bredt. Brystbenet skal nå længst muligt bagud. Godt hvælvede ribben.
Underlinie: Forløber i en elegant og let bue bagud. Tør.
Generelt : Set forfra er forbenene lige og så parallelle som muligt. Set fra siden er de stillet godt ind under kroppen. Afstanden fra jorden til albuerne er nogenlunde den samme som fra albuen til manken.
Skuldre: Godt tilliggende skulderblade med god muskulatur. Skulderblad og overarm danner en god vinkel på ca 110º.
Overarm: Så lang som muligt, med god muskulatur.
Albuer: Slutter tæt til kroppen, hverken ind- eller udaddrejede. Over- og underarm danner en god vinkel.
Underarm: Med kraftig benstamme, lodret stillet.
Håndrod: Kraftig.
Mellemhånd: Ganske let skråtstillede.
Forpoter: Runde og hvælvede, med tæt sluttede tæer og tilpas tykke, solide og robuste trædepuder. Ikke for rigeligt behårede. Poterne er stillet parallelt, hverken i stand eller under bevægelse er de ind- eller udaddrejede.
Jordvindende, med godt fraskub og tilsvarende fremgreb. For- og bagben føres lige og parallelt. Godt oprejst holdning under bevægelsen. Pasgang er uønsket.
Hårlag: Tæt, middellangt, glat til let bølget, ligger tæt til kroppen og er vandafvisende. Kroppens omrids må ikke sløres af for lang pels. Pelsen skal ved sin tæthed beskytte bedst muligt mod vejret, terrænforhold og skrammer. Korthårede, glatte ører er en fejl. Forbenene har behæng, bagbenene har bukser til haseleddet. Halen har lang fane og hvid spids. For kraftig brystpels er uønsket.
Farve:Brun-hvid og brunskimmel med brune pletter, sadel og brune småpletter. Blis er tilladt. Tan-farvede aftegninger på næsepartiet, over øjnene, på ørerne, halen, benene og om anus er tilladt (såkaldte Jungklaus’ske aftegninger).
Enhver afvigelse fra de foregående punkter betragtes som en fejl, hvis betydning for bedømmelsen skal stå i nøje forhold til afvigelsens omfang og dens indvirkning på hundens sundhed og velbefindende.
Aggressive eller for sky hunde
Enhver hund, der tydeligt viser fysiske eller psykiske abnormiteter, skal diskvalificeres.
Angst, aggressivitet, skyhed for vildt og skudræd
Grove afvigelser i kønspræg, misdannelser af kønsdelene.
Totalt depigmenteret næse.
Alle afvigelser fra korrekt saksebid ud over +/- to PM1.
Kæbespalte eller hareskår.
Fugleøjne.
Ektropion, entropion, distichiasis (dobbelt række af øjenvipper).
Udtalt løs halshud (”Wamme”).
Tydelig karperyg.
Udtalt hængeryg, kroget rygrad.
Deform brystkasse (f eks brat afsluttet efter brystbenet).
Haleknæk, oprullet hale og andre halefejl, f eks for kort eller lang hale.
Ensfarvet pels.
Afvigelse i størrelsen mere end +/- 4 cm.
Forhold, der påvirker en hunds sundhed negativt, betragtes som en alvorlig fejl
Se standarden i sin helhed her