Den lille jagthund med den store ydelse
af Henrik R. Andersen
“Den lille hund står fast i smukkeste stand for alt trykkende
vildt til jægeren når op - derefter bliver vildtet rejst,
det dødskudte hentet, det anskudte med største sikkerhed
og omhu sporet og apporteret” - Rudolf Löns, 1921 om Kleiner
Münsterländeren .
Racens historie (Tyskland)
Som mange andre af de stående og ikke-stående jagthunderacer,
som vi kender og anvender til jagt i dag, kan racens aner sandsynligvis
føres helt tilbage til det 13. og 14. århundrede til de
Vagtel- og Spaniellignende hunde, som beskrives i litteraturen helt
frem til racens anerkendelse i Tyskland i 1912.
I 1555 omtales en stående spaniel (Dudley) og i 1588 omtales navnet Vagtelhund for første gang. Hunden beskrives som havende en fast stand og et godt søg (Sebitz). Vagtelhunden blev forløberen for den race, vi i dag kender under navnet Kleiner Münsterländer.
Malerier af især tyske, italienske og hollandske malere fra samme perioder gengiver også hunde hvis lighed med racen i dag er umiskendelig.
Brødrene Löns blev racens første pionere, da de og en håndfuld andre entusiaster fra begyndelsen af 1890’erne forsøgte at skabe en fornyet interesse for Vagtelhunden. En interesse, som siden de store jordreformer i 1848 og de deraf følgende ændringer i jagtformerne, havde været stærkt svindende.
Især Edmund Löns var utrættelig i sin søgen efter individer, der kunne danne basis for en egentlig avl af de næsten uddøde Vagtelhunde. Det lykkedes ham på oftest afsidesliggende bøndergårde at lokalisere individer, han kunne anvende i sit avlsarbejde. Han kaldte disse hunde “Heidevachtel” (Hedevagtel) - et navn der mere end antyder, at det oprindeligt var hos hedebønderne, at racen havde sit udspring som en højt skattet jagthund. Disse Vagtelhunde var opdelt i to grupper: En sydtysk og en vestfalisk gruppe.
I 1907 kom han i kontakt med overlærer Heitmann, der gennem familieavl havde bevaret en rest af de vestfaliske Vagtelhunde. Disse hunde blev udgangspunkt for et mere målrettet opdræt/avlsarbejde og er siden blevet benævnt Heitmann-stammen.
I 1911 lokaliserede Edmund Löns en anden stamme i egnene omkring Velen, Recken og Coesfeld. Som Heitmann-stammen fandt han også denne anvendelig i det fremtidige avlsarbejde.
At de to stammer var noget forskellige i eksteriør og anlæg spillede ikke den store rolle, så længe de overordnede og ønskede jagtlige anlæg var tilstede. Edmund Löns og overlærer Heitmann samarbejdede nu om det fremtidige avlsarbejde, hvor de både renavlede de to stammer og krydsede dem. I 1912 forenes de to stammer i foreningen “Verein für Kleine Münsterländer Vorstehhunde (Heidewachtel)” og racen blev anerkendt under samme navn. På dette tidspunkt havde racen fundet anvendelse i det meste af Tyskland, dog stod den stærkest i Nordtyskland, Westfallen især Münsterland.
I den efterfølgende periode frem til Anden Verdenskrig vandt racen primært på grund af sine gode brugsegenskaber mange tilhængere, og gennem et målbevidst avlsarbejde var man i stand til at forbedre og fastholde, både de jagtlige anlæg og det eksteriør som den vedtagne standard foreskrev.
Som et kuriosum kan det nævnes, at man flere gange i denne periode forsøgte at fremavle brunskimlede hunde som en pendant til de oprindelige brun/hvide. Dette lykkedes først i midten af 20’erne og fra slutningen af 20’erne har disse vel langsomt opnået samme udbredelse de oprindelige brun/hvide i antal.
Under Anden Verdenskrig gik avlsarbejdet næsten i stå, men i 1949 fusionerede den ovennævnte forening med “Deutsche Heidewachtel Club” og fik navnet “Verband Für Kleine Münsterländer Vorstehhunde e. V” - og linien i det målbevidste avlsarbejde kunne fortsættes.
Det skal dog bemærkes at delingen af Tyskland efter Anden Verdenskrig tilsyneladende har haft en negativ effekt på udviklingen af racen i det tidligere DDR.
Siden har racen vundet mange tilhængere i sit hjemland og er i dag sammen med den Ruhårede Hønsehund den populæreste og mest benyttede stående hønsehunde blandt tyske jægere.
Racen i Danmark
De formodentlig to første Kleiner Münsterländere i
Danmark blev indført fra Tyskland omkring 1915 af lensgreve Rewentlow,
tre år efter racens anerkendelse i hjemlandet Tyskland. Begge
hunde blev brugt til jagt på godset Brahe Trolleborg af skovrider
Errboe.
Det var dog først fra midten af 50’erne, at racen for alvor fandt fodfæste her i landet da A.-L. Fischer som den første syste- matisk importerede hunde fra Tyskland og startede et egentlig opdræt af racen her i landet.
Det lykkedes dog først med dannelsen af Dansk Münsterländer Klub i 1968 at få racen anerkendt herhjemme, og skuer man i dag bagud hersker der ingen tvivl om, at de entusiastiske tilhængere af racen, som i de første svære årtier arbejde med og udbredte kendskabet til racen blandt danske jægere, så rigtigt, da de mente at havde fundet en jagthunderace, der var og er særdeles anvendelig til danske jagtformer.
Det vidner den popularitet om som racen i dag har opnået blandt danske jægere, vel og mærke en popularitet, der opnået ikke ved på jagtprøver at fremvise danmarksmestre på stribe, men ved at danske jægere i Kleiner Münsterländeren har fundet en fremragende jagthund til at ledsage sig på jagt under næsten enhver form.
Dansk Münsterländer Klub er i dag den næststørste specialklub blandt klubberne for de stående hønsehunderacer - kun Dansk Ruhår Klub er større.
I 2002 blev stambogsført ca. 306 hvalpe hos DKK og Dansk Münsterländer Klub har stor indflydelse på det avlsarbejde, der ligger til grund for en bevarelse og højnelse af racens egenskaber. Klubben anerkender i sit avlsarbejde kun hunde, der anvendes til jagt og anviser således f.eks. kun hvalpe til købere, der ønsker at anvende hunden til jagt.
Egenskaber
Racen besidder den dag i dag fortsat de brugsmæssige egenskaber
og anlæg, der oprindeligt gjorde Vagtelhunden til en værdsat
jagtkammerat hos de tyske hedebønder. Egenskaber og anlæg,
der dengang var af afgørende betydning for opretholdelsen af
det daglige brød.
Brugsmæssigt kan Kleiner Münsterländeren beskrives som en kontinental stående hønsehund med et middelstort søg, en fast stand, en stor vandpassion, en passende portion skarphed overfor rovvildt samt særdeles gode anlæg for alle former for arbejde efter skuddet.
Disse egenskaber gør sammen en fleksibel intelligens og en god dressurbarhed racen anvendelig til jagt på mark og i skov, til anstandsjagt i mose og ved sø m.v. - med andre ord finder man i Kleiner Münsterländeren en særdeles effektiv all-round hund til stort set alle danske jagtformer.
Af udseende er den middelstor (50-56 cm.) rektangulær med en kraftig, men alligevel ædel og elegant fremtoning. Pelsen er halvlang, tæt tilliggende med faner og bukser. Den er brun/hvid eller brunskimlet.
Som familiehund fungerer racen også fint under forudsætning af, at den får den fornødne motion og dens naturlige anlæg stimuleres. Den befinder sig godt både inde og i løbegård.
Oplysninger
Oplysninger om racen eller anvisning af hvalpe kan fås ved henvendelse
til Dansk Münsterländer Klubs avlsvejledning.
