Avlsvejledning
Klubbens avlsregler og hvalpeliste administreres af avlsvejledningen
under ansvar for bestyrelsen.
Avlsvejledningen er forpligtet til at følge fagfolks anbefalinger
om avl i små populationer (racer med forholdsvis få individer).
Der lægges her særlig vægt på sundhed, mentalitet
samt bevarelse og forbedring af egenskaber, som er typiske for racen.
Dette tilstræbes bl.a. gennem en løbende vurdering af den
effektive population m.m..
Klubbens avlsvejledning oplyser og vejleder om avl samt valg af avlspartner
med henblik på forbedring og styrkelse af racens egenskaber.
Klubbens avlsvejledning vejleder og anviser potentielle hvalpekøbere
efter hvalpelisten. Avlsvejledningen anviser kun hvalpe, der skal bruges
til jagt.
Avlsvejledningen forbeholder sig ret til at indhente den fornødne
dokumentation for opfyldelsen af de nedenfor omtalte krav til anvisning
af hanhund samt til optagelse på klubbens hvalpeliste.
Afkom optages på hvalpelisten, når de nedenfor nævnte
krav er opfyldt. Avlsvejledningen fremsender skema til optagelse på
hvalpelisten.
Avlsvejledningen forbeholder sig ret til - eventuelt ved stedfortræder
- at syne hvalpe avlet i overensstemmelse med de nedenfor omtalte krav.
Ved synet betaler opdrætteren et af bestyrelsen fastsat beløb
til dækning af kørselsudgifter.
Avlsvejledningen forbeholder sig ret til at nægte et hvalpekuld
optagelse på klubbens hvalpeliste, såfremt hvalpene holdes
under forhold som klubben ikke kan stå inde for. Beløb
for optagelse på klubbens hvalpeliste betales i sådanne
tilfælde ikke tilbage.
Avlsvejledningen kan i samråd med bestyrelsen afvise at medvirke
til parringskombinationer, der skønnes at kunne påvirke
racens udvikling i uønsket retning. Afkom efter sådanne
ikke godkendte parringer kan ikke optages på hvalpelisten.
Formelle krav til forældredyrene samt ejerne af disse:
1. Hunden skal indehave en af FCI
godkendt stambog. For dansk opdrættede hunde anerkendes hunde
stambogsført i DKK.
Importerede hunde skal før parring registreres i DKK. Hunden
skal endvidere være registreret i Dansk Hunderegister.
2. Forældredyrene skal ved parring være fyldt mindst 18
måneder.
Tæver må
dog ikke være fyldt 9 år.
Ved
førstegangs parring, kræves dog dyrlægeattest fra det fyldte 7 år.
3. Ejerne af forældredyrene skal være medlem af Dansk Münsterländer
Klub.
4. Det påhviler ejeren/ejerne af tæven, at rette henvendelse
om anvisning af hanhund senest 14 dage før forventet start på
løbetid.
5. Ejeren/ejerne af tæven betaler et af bestyrelsen fastsat beløb,
der ligeledes giver ret til optagelse på klubbens hvalpeliste
i indtil fire måneder fra hvalpenes fødsel. Optagelsen
kan højst forlænges i yderligere to gange fire måneder.
For hver påbegyndt periode betaler opdrætteren/opdrætterne
et nyt tilsvarende beløb.
5a. Beløbet for optagelse på klubbens hvalpeliste, andrager
200,00 DKK for tæven og 200,00 DKK for danskejet hanhund. Det
påhviler opdrætter/tæveejer at afregne/opkræve
beløbet for begge.
6. Ejeren/ejerne af tæven er forpligtet til straks efter parring
at indsende skema til optagelse på hvalpelisten - Optagelsen finder
først sted, når avlsvejledningen har modtaget skemaet.
Ejeren/ejerne kundgør ved deres underskrift på skemaet,
at de givne oplysninger er korrekte, samt at de er bekendt med disse
regler.
7. Der kan i et kalenderår kun optages op til to kuld hvalpe fra
samme opdrætter eller kennelnavn. Flere ejere eller flere ejere
af samme kennelnavn giver ikke ret til optagelse af flere kuld.
8. Opdrætteren/opdrætterne er forpligtet til løbende
at holde avlsvejledningen underrettet om salget af hvalpe.
9. Ejeren/ejerne af hanhunden har ret til at bese tæven, dennes
stambog og indhente oplysninger om denne hos ejeren/ejerne og/eller
avlsvejledningen. Han/de kan til enhver tid afvise en anvist tæve.
10. Ejeren/ejerne af hanhunden betaler et af bestyrelsen fastsat beløb
for hver anvist parring, der resulterer i afkom.
11. Alle aftaler mellem opdrætter/opdrætterne og ejeren/ejerne
af den benyttede hanhund betragtes som et anliggende mellem parterne
og er DMK uvedkommende.
12. Alle aftaler mellem opdrætteren og købere betragtes
som et anliggende mellem parterne og er DMK uvedkommende.
Brugs- og prøvekrav:
1. Hunden skal bruges til jagt. I tvivlstilfælde pålægges
det ejeren/ejerne at dokumentere hundens anvendelse til jagt.
2. Hunden skal have bestået/opnået præmiering på
stambogsført "jagtprøve", anerkendt af DKK,
hvor skud afgives. Herved sandsynliggøres det, at hunden er skud-
og nervefast.
(se endvidere bilag 1). Har hunden bestået/opnået
præmiering på "jagtprøve", anerkendt af
DKK, hvor skud ikke afgives, skal den i god tid før
parring aflægge en skudtest efter klubbens retningslinier
(se bilag 2).
3. Hunden skal have opnået mindst en 2. præmie på
en udstilling anerkendt af FCI i mellem, åben eller brugsklasse.
Hunden skal dog til enhver tid overholde den for racen gældende
standard med evt. tilføjelser samt være fri for arvelige
fejl/mangler og deformiteter. (Se dog bilag 3). Anmærkning om
temperament kan udelukke anvendelse i avlen - samt eventuelt bevirke
at afkom ikke kan optages på hvalpelisten.
4. Opnår hunden 0. præmie på udstilling anerkendt
af FCI, skal hunden føres på en ny udstilling anerkendt
af FCI og her opnå mindst 2. præmie i en af ovennævnte
klasser. Anmærkning om temperament kan udelukke anvendelse i avlen
- samt eventuelt bevirke at afkom ikke kan optages på hvalpelisten.
Sundhedskrav:
1. Forældredyrene skal være attesteret HD-fri: A-B eller
have et HD indeks på 100 eller derover.
1a. Forældredyrene´s HD indeks skal tilsammen mindst være
200 eller derover.
2.Ejerne af forældredyrene er garant for at disse er i sundhedsmæssig
forsvarlig stand og aldrig har eller har haft alvorlige arvelige sygdomme.
Foreligger der tvivl om en sygdoms arvelighed skal avlsvejledningen
kontaktes i god tid før parring gennemføres.
3. Ejerne af forældredyrene skal ved senere konstaterede sygdom
og/eller fejl/mangler hos disse eller afkommet straks kontakte avlsvejledningen.
4. Ejerne af forældredyrene er forpligtet til at efterleve de
veterinære anbefalinger om vaccinationer i forbindelse med parring.
5. For at bevare den genetiske variation (og dermed sundheden) i racen
anbefales parringer med en indavlsprocent på maksimalt 3,25.
6. En tæve kan i alderen 18 måneder til 9 år maksimalt
få optaget fem kuld på klubbens hvalpeliste.
7. En hanhund kan ikke blive far til mere end maksimalt 5% af
samtlige hvalpe født i en periode på 5 år. Avlsvejledningen
kan dog i undtagelsestilfælde og i samråd med bestyrelsen
anbefale yderligere brug af en hanhund, såfremt dennes afkom har
dokumenterede egenskaber, der skønnenes at være
til særlig gavn for racen og klubbens avlsarbejde.
Dispensation:
1. Dispensation for ovenstående prøvekrav kan kun undtagelsesvis
gives ved 1. gangs parring - og kun hvis skudtest efter klubbens retningslinier
er aflagt. Hvor særlige forhold gør sig gældende
kan avlsvejledningen i samråd med bestyrelsen give yderligere
dispensation ved ønske om ny parring.
2. Hvor særlige forhold gør sig gældende kan bestyrelsen
og avlsvejledningen give dispensation for mindre fejl og mangler relateret
til ovenstående krav til eksteriøret, hvis det skønnes
at det/de påtænkte forældredyr kan bidrage med særlige
positive brugsmæssige egenskaber til gavn for racen (se bilag
3).
3. Ansøgning om dispensation fremsendes til avlsvejledningen,
som forelægger denne for klubbens bestyrelse.
Andet:
Bestyrelsen og/eller avlsvejledningen forbeholder sig ret til at offentliggøre
årsagen til, at klubben ikke ønsker at optage afkom efter
det ene eller begge forældredyr på hvalpelisten.
Sanktioner:
Bestyrelsen kan ved overtrædelse af "Regler for optagelse
på Dansk Münsterländer Klubs hvalpeliste" indføre
sanktioner over for de implicerede medlemmer samt disses husstand(e),
såfremt disse ikke strider mod DKKs regler og love.
Bilag 1
Af udenlandske prøver anerkendes p.t.:
Sverige og Norge:
Stambogsført Slæb- og apporteringsprøve.
Præmiering på stambogsført skov-, høj- eller
lavlandsprøve eller tilsvarende.
Tyskland:
Stambogsført HZP og VGP.
Østrig og Tjekkiet:
Stambogsført prøve svarende til tysk HZP og stambogsført
fuldbrugsprøve.
Bilag 2
Endvidere anerkendes som skudtest tysk VJP, hvis skudtesten her
er uden anmærkning.
