Hundeejere
advares mod "guru"
Selvbestaltede "guruer" kendes i mange
sammenhænge. Nogle af dem er harmløse, om end de jævnligt formår at
lette folks tegnebøger. Andre kan forvolde skade. Dansk Kennel Klub
har tidligere advaret mod en mexikansk-amerikansk hundetræner Cesar
Millan og hans metoder. Cesar Millan og hans promoter arbejder
ihærdigt på at sikre udsolgt hus til hans kommende "show" i Danmark.
TV2 er igen hoppet på limpinden og har nu inviteret Cesar Millan i
Go'aften Danmark.
Dansk Kennel Klub er ikke alene med
sine advarsler. Bl.a. den amerikanske dyrlægeforening og en lang
række adfærdseksperter råber "vagt i gevær".
Læs mere:
http://www.urbandawgs.com/divided_profession.html
DKK finder derfor anledning til at gentage en tidligere advarsel:
Pas på med "hundehviskerens" metoder
Der vises jævnligt TV programmer om børne- og hundeopdragelse. Nogle
med større pædagogisk værdi end andre. TV2 viste for 3-4 år siden et
program "Hundehviskeren" med amerikaneren Cesar Millan i spidsen.
Det var efter DKK's adfærdskonsulent Lise Lotte Christensens mening
lavmålet. "Cesar Millans overdrevne brug af tvang, straf og såkaldt
disciplinering er skammeligt. Han udsætter flere hunde for helt
unødig angst og stress, og i nogle tilfælde er der tale om direkte
fysisk og psykisk overgreb på hundene. Metoderne anvendt i hans
håndtering og såkaldte adfærdsbehandling er i modstrid med moderne
viden om hundens adfærd og adfærdsmodificerende træning."
De "nemme" løsninger
Beklageligvis var det dengang lykkedes for TV holdet og
de tilsyneladende "tilfredse" hundeejere at få det til at fremstå,
som om alle problemer er løst efter få timers træning. Men det er de
ikke! Og hunden er konsekvent taberen. Hundens "problemadfærd" er
som oftest kun undertrykt og det reelle problem (ofte med afsæt i
angst) ligger lige under overfladen", siger adfærdskonsulent Lise
Lotte Christensen. "Ikke alene er det fuldstædig unødvendigt at
anvende tvang og magt i den viste udstrækning, det er også farligt!
Det er muligt at Cesar Millan kan slippe af sted med dens slags
håndtering af en chihuahua eller vizsla, men hvis
gennemsnitshundeejeren forsøger sig med samme metoder, eksempelvis
på en kønsmoden schæfer eller rottweiler, så kan det være direkte
farligt. Og sker der så en skade, er der vist ingen af os der er i
tvivl om at det - igen! – er hunden som må betale prisen (læs:
aflivning!).
Vær kritisk
Dansk Kennel Klubs adfærdskonsulent opfordrer derfor TV seerne til
at være meget kritiske, når de ser "Hundehviskeren" Cesar Millan, og
advarer kraftigt mod at bruge hans meget hårdhændede metoder.
Hunde skal behandles med forståelse
Helt grundlæggende er det Dansk Kennel Klubs holdning, at
hunde skal håndteres, trænes og adfærdsbehandles med forståelse for
og indlevelse i hundens særlige adfærd og behov. Vi mennesker skal
sætte os i hundens sted og vurdere situationen med hundens
karakteristiske adfærd og reaktionsmønster i baghovedet. I de sidste
15 år er vi mennesker kommet langt i vores forståelse håndtering og
træning uden brug af tvang og ved de mange fordele ved primært at
bruge positiv forstærkning i samværet med hunden - også når det
gælder løsning af problemer.
Kvalificeret rådgivning
Dansk Kennel Klub anbefaler, at man skal se sig godt for,
når man søger råd og vejledning til at løse adfærdsproblemer. Man
bør forholde sig kritisk til råd og vejledning og lade evt. tvivl
komme hunden til gode. Har man brug for telefonisk hjælp kan DKK's
medlemmer evt. søge hjælp hos DKK's hundekonsulenter. Har man brug
for praktisk hjælp, kan man evt. søge råd og vejledning hos dyrlæger
med speciale i adfærdsbehandling via www.dskve.dk eller hos
privatpraktiserende adfærdsbehandlere, evt. via
www.paff.dk