Kære medlemmer

Det er højsæson for jagt. Det betyder dog ikke, at bestyrelse og udvalg er gået i midlertidigt hi. Tværtimod – med det nye bestyrelsesgrundlag er vi i fuld gang. Nedenstående er de overordnede punkter, vi har sat os for i indeværende bestyrelsesår. Fokuspunkterne er en kombination af de input, vi fik ved vores besøg i områderne og de tiltag vi satte os for i det foregående bestyrelsesår.

Årets hovedpunkter

  • Jubilæum 2018
  • Fokus på avl og sundhed
  • Færdiggørelse af grunduddannelse, samt videreuddannelse for DMK instruktører
  • Aktiv deltagelse i opsætning af den organisatoriske struktur for det fælles samarbejde i DJU
  • Initiativer inden for hvervning og fastholdelse
  • Initiativer inden for aktiviteter og tilbud
  • Fortsat støtte til Grosserudvalget
  • 5 medlemsmøder (3 i Jylland, 1 på Fyn og 1 på Sjælland)
  • Årligt aktivistmøde
  • Opdatering af ansvarsbeskrivelserne i bestyrelsen

Opdatering og status fra bestyrelsen

Medio oktober var vi i Tyskland for at besøge Dietrich Berning, præsident for Verband für Kleine Münsterländer og KLM-I, og Cor Bottenheft, vicepræsident i KLM-I. Det var et absolut spændende og konstruktivt møde, hvor hensigten var at få en dialog omkring ektopiske ureter, og at snakke om muligheden for UT/AT i den tyske dogbase og det fremtidige samarbejde i KLM-I. Vi har forskelligheder landene imellem i forhold til jagt og prøvekultur, og det skal accepteres. Tyskerne har åbnet op for at de danske kleiner münsterländere, der deltager i UT/AT prøver kan indlemmes i dogbase, takket være et stort forarbejde af Palle Jørgensen og Henrik Raae Andersen. Det vil ikke være et krav for de danske medlemmer, men en mulighed. Vi er i kontakt med tyskerne omkring detaljerne, og vi skal nok vende tilbage, når vi har noget mere konkret. Det er tidligere blevet nævnt, at tyskerne har barslet med en ny FCI standard, som nu er sendt til høring i FCI. Vi kender ikke alle detaljer omkring ændringerne, men det vender vi tilbage med i en senere opdatering.

Som I jo nok ved, barsles der med en ny organisation for de stående hunde i Danmark, der skal erstatte det eksisterende Dansk Jagthunde Udvalg (DJU). Alle parter (DJ, DKK, FJD) har accepteret at fortsætte analysen og ved oktobermødet, blev den ”nye organisations” forventede økonomiske bæredygtighed fremlagt. Det var absolut positivt, og jeg vil gerne rose FJDs formand Christian Johansen og kasserer Ole Dahl Madsen for et særdeles flot stykke arbejde. Nu kommer den spændende del, hvor vi skal til at ”designe” den nye organisation samt diskutere fremtidige beslutningsrammer. I vil løbende blive informeret om ændringerne og beslutningerne. Enten via DMKs bestyrelse eller igennem FJD.

I 2018 fylder DMK 50 år, og det skal naturligvis fejres med pomp og pragt. Jubilæumsåret er under planlægning og kræver i øjeblikket en masse tid for alle involverede. Vi glæder os til at skyde året i gang med Landsudstillingen i januar. Er der nogen af Jer medlemmer derude, der ønsker at bidrage i jubilæumsåret, må I endelig sige til. Susanne Holst fra bestyrelsen er tovholder og kan godt bruge en ekstra hånd.

Avl og sundhed har altid været en hjørnesten i DMK. Vi vil gerne have en stærk fremtidig avlsvejledning, der er fokuseret på at sikre en fortsat sund og god jagthunderace. Vi arbejder på at få struktureret avlsvejledningen, så vi ud over avlsvejledning og rådgivning også får inkluderet en ”spejderfunktion”, der får en bedre indsigt i specielt udenlandske hanhunde. Ligeledes er det vigtigt, at vi får et stærkt sundhedsudvalg, der kan vejlede avlsvejledningen og være rådgivere for bestyrelsen. Som de fleste af Jer har læst eller hørt, så er ektopiske ureter (EU) lidt af et spøgelse. Et spøgelse fordi lidelsen ikke kan ses med det blotte øje, men kræver en ultralydsscanning. Og fordi der ikke er nogen undersøgelser, der kan udpege anlægsbærere, men kun i hvilken grad de besidder EU. I den nærmeste fremtid vil der blive offentliggjort en artikel og en handlingsplan fra bestyrelsen.

DMK har i flere år været i gang med deres egen uddannelse. I forbindelse med aktivistmødet på Fyn i foråret blev det besluttet at bestyrelsen skulle geare op. Lars Thunberg og Jens Brandt er tovholdere fra bestyrelsens side, og Nicole Laigaard er repræsentant fra udvalgets side. DMK & DRK forventer at kunne afholde de første grund- og jagthundeinstruktørkurser i starten af det nye år. Specialistuddannelser er i høj grad efterspurgt. For Schweissdelen, vil Søren Krabbe (retriever mand) være tovholder og for markdelen vil Christine Due (DRK) og Kenneth Hansen (DMK) være tovholdere. Første kursus for schweissdelen er endnu ikke fastlagt, for markdelen vil det første kursus formentlig ikke blive udbudt før i starten af 2019.

Det er vigtigt at klubben kan tilbyde så mange aktiviteter mv som muligt til medlemmerne, men vi er nødt til at tage det bid for bid. Vi forventer i år at kunne tilbyde forskellige weekendkurser i AT, schweiss og mark, så vores medlemmer får en yderligere mulighed for at forberede deres hund til jagt eller prøver. Samtidig ønsker vi at være mere bredt dækkende i forhold til specifikke prøver. I samarbejde med områderne, vil vi forsøge at afholde flere ræveslæbsprøver, DJUs apporteringsprøver, DMKs apporteringsprøve, samt schweissprøver. Benjamin G. Hansen er tovholder fra bestyrelsen og arbejder sammen med efterskudsgruppen på apporteringsprøven. Jens Brandt er tovholder på schweissprøverne sammen med schweissgruppen.

Qvinde-weekenden måtte desværre aflyses i år, men vi håber, den er på benene igen til næste år. Samtidig vil vi se, om vi kan finde nogle ildsjæle der kan medvirke til at etablere en ”herreweekend”. Kunne du tænke dig at være en drivende kraft bag ”herreweekenden”, må du meget gerne kontakte bestyrelsen.

Charlie Lemptorp har tilbudt at være behjælpelig med at søge fondsmidler, der blandt andet kunne bruges til udvikling af områderne. Det er et generøst tilbud som vi selvfølgelig rigtig gerne vil tage imod. Vi skal naturligvis involvere områderne og fra bestyrelsens side vil Peter Katholm være tovholder.

Samarbejdet med ruhårsklubben omkring JET (Jagt Egnetheds Test) fungerer rigtig godt. JET 1 prøven er klar til udrulning og JET 2 prøven forventer vi kan testes i løbet af 2018. Det er vigtigt, at tilbuddene bliver etableret rundt omkring i Danmark. JET skal ses som en samlet del af tilbudspakken til vores medlemmer.

Fortsat god jagtsæson!