Kære opdrættere!
For et år siden bragte jeg en opfordring til få lavet nogle hvalpe, da vi havde fuldstændigt usolgt. En opfordring hvor man naturligvis må have lidt is i maven, for hvis i nu ikke havde kunnet få dem solgt, var jeg nok blevet lidt upopulær.
Opfordringen blev i hvert fald taget op og vi har haft et forrygende år! En stigning på næsten 20 % i hvalperegistreringen og jeg kan med stor glæde konstatere, at situationen er næsten den samme, som sidste år ved denne tid. Der er kun 4 hvalpe tilbage på vores hvalpeliste!
Vores race er yderst populær og ikke uden grund. En grund – eller mange grunde, som alle os i denne klub ikke er i tvivl om. Sund, alsidig, stor arbejdslyst, nem at dressere, godt gemyt, køn og en praktisk størrelse.
Alt dette sagt i forhold til Kleiner Münsterländeren, som de ovennævnte facts omhandler. Vi må ikke glemme, vi er klub for 2 racer. Desværre har Grosser Münsterländer været ret usynlig, de seneste år. Denne skønne race har vi i klubbens forretningsudvalg (FU), sat os for vi skal have pustet noget mere liv i. Vi har derfor søgt efter Grosserfolk, som vi har inviteret til et møde, der finder sted i januar 2016, netop med det formål, vi skal have gang i Grosser Münsterländer. For at få gang i Grosserne, er det også nødvendigt med nogle opdrættere, der kan levere nogle hvalpe. Så opfordringingen gælder ikke mindst her.
Mit håb for 2016 er vi kan komme over 300 hvalperegistreringer (283 i 2015) for Kleineren og mindst 30 (9 i 2015) for Grosseren.
Ang. hvalpesalget er der en tildens til, det glider rimeligt hen over foråret og forsommeren. I sommerferien og hen til jagtsæsonens begyndelse er der en rolig periode, hvor det går lidt trægt. Når så folk kommer på jagt og opdager, deres hund er blevet et år ældre i den tunge ende, kommer der gang i salget igen og de sidste par år, stort set udsolgt til nytår. Dette kan være en god ting, at have med i jeres hvalpekuldsplanlægninger.
2015 har været et spændende år, med en del udfordringer og jeg er sikker på de kommende år bliver ikke meget anderledes. Jeg synes vi har gang i så mange spændende ting, til fremme for vores racer og jeg synes fremtiden ser lys ud.
Hermed vil jeg ønske jer alle en rigtig glædelig jul og godt nytår.
Særlig tak for et yderst fortrinligt samarbejde til mine avlsvejlederkollegaer, bestyrelseskollegaer, opdrættere og hanhundeejere.
Palle Jørgensen