At gå spor er en rigtig god aktivitet for den helt unge hund. Det øger hundens evne til at koncentrere sig og arbejde selvstændigt, dog skal førerens evne til at beherske sig være helt i top. Ingen træning med en stresset hundefører og ingen “straf” eller høje lyde/korrigeringer til den unge hund. Går det ikke som det skal, stopper man forsigtigt og får hunden tilbage til det sted, hvor den gik på sporet, og husk at rose den.

Husk hele tiden at langsom hund arbejder bedst, og snuden sidder på hunden.

Det kan være en god ting at have en medhjælper til udlægning af spor senere i forløbet.

Spor lægges i medvind og helst i lettere fugtig skovbund.

Til at begynde med for den helt unge hund, 8 uger, her kan bruges råvildtklove til at lege sammen med hvalpen, senere føres denne leg over i et kort spor på 10 meter med madskålen for enden af det trukket spor, og det er belønningen. Lad den unge hvalp blive dus med denne øvelse.

Herefter kan man med fordel trække et længere spor med råvildt lunge og så småt også begynde med blod/færtsko.

Når hvalpen har forstået dette, og det gør den faktisk rimeligt hurtigt, så kan man gå et spor på 100 meter, med en ligge tid på 1 time, sporet markeres med klemmer evt. med farvebånd på, så man hele tiden er klar over, om hvalpen støtter sig til det udlagte spor. Og husk der altid skal være belønning for enden af sporet, det kan være madskålen, vådfoder i folie, og senere går man over til et dyreskind.

Nu er hvalpen efterhånden blevet 12-13 uger gammel, og nu bør et 400 meter spor med 2 vinkelknæk kunne lægges ud, med en 3-4 timers liggetid. Husk belønningen for enden af sporet.

Nu vil jeg lige nævne lidt omkring udstyr og litteratur, til schweissarbejdet:

  • Line i enten rund/flad læder, eller nylonliner, der findes flere på nettet, som sælger disse redskaber.
  • Læderhalsbånd til denne træning.
  • Klemmer, med farvebånd, gerne 40 stk.
  • Færtsko, og her findes mange varianter og priser.
  • Sprøjteflasker.
  • Råvildt, krondyr blod.

Udstyr:
www.hike.dk
www.hp-hundefoder.dk

Litteratur:
Anne Egede – solskin på sporet.
Niels Søndergaard – at arbejde med schweisshunde.

Nettet:
www.hundehold.dk/tips/spor-tips/
www.schweisshund.dk/spor1.pdf

RIGTIG GOD FORNØJELSE MED DEN UNGE HUND
Ulrik Bach Pedersen, december 2017.