Deltagere:

Peter Katholm (PK)
Rasmus Thuesen (RT)
Mona Storgaard (MS)
Sussie Mattsson (SM)
Christian Nøhr (CN)
Susanne Holst (SH)
Lars Thunberg (LT)
Benjamin Gunthel Hansen (BGH)
Rune Riishøj (RR)

Gennemgang af referat fra sidste møde

MS sender udkastet til vejledning til prøveledere til RR til kommentering og færdiggørelse.

MS mangler fortsat tilbagemelding fra tegner med pris og udkast til diplomer.

Vi har endnu ikke fundet en ny redaktør til DMK’s klubsider i Jagthunden. Vi håber snart det lykkes, men indtil da vil klubsiderne have et begrænset omfang.

DMK

Forårsmarkprøve 2021

Det er svært at vide, hvad vi kan og ikke kan. Derfor blev det besluttet, at forårsmarkprøven som arrangement vil blive aflyst. I stedet vil der forsøges afholdt kvalitetsklasser lørdag og søndag fordelt rundt omkring i landet som individuelle prøver. Det kræver dog, at det igen vil være muligt at samles ti personer. Der skal findes egnede steder og udpeges prøve- og terrænledere.

Vi håber på, at det vil være muligt at afholde vinderklassen. Afholdes vinderklassen vil det blive med udgangspunkt fra Holstebro.

Bestyrelsen

Bestyrelsesgrundlag 2020-22

De sidste beslutninger omkring bestyrelsesgrundlaget blev truffet, og RR laver en kort sammenskrivning til hjemmesiden. På næste møde skal alle bestyrelsesmedlemmer give en status på de ansvarsområder, som hver især har fået tildelt.

Opdatering fra kassereren

SM fremviste det foreløbige regnskab for 2020, som bærer præg af ti måneder med corona. Til trods for dette er der dog sammenlagt afholdt 41 aktiviteter med et samlet overskud på godt 23.000 kr.

Nyt regnskabssystem

SM er ved at kigge på en ny løsning på et medlemssystem, da det eksisterende er alt for tungt at arbejde med. SM og RR holder møde med udbyderen for at diskutere muligheder.

Udstillingsdommer

MS ønsker at uddanne sig til udstillingsdommer for gruppe 7 hunde. Hun vil starte med at blive uddannet som dommer af münsterländere, men derefter primært fokusere på øvrige racer i gruppe 7. Bestyrelsen bakker op om, at Mona uddanner sig til udstillingsdommer.

Virtuel/webinar hundetræning

RR foreslog, at man kunne iværksætte virtuel hundetræning for at hjælpe især nye hundeførere i en tid, hvor alt er lukket ned. RR/MS arbejder videre med forskellige muligheder.

Henvendelse fra medlemmerne

I forbindelse med sidste møde havde vi fået en henvendelse fra et medlem omkring afholdelse af udstillinger øst og vest for Storebælt. Forslaget blev behandlet, og svaret bragt i mødereferatet. Det gentages her.

’DMK står normalt kun som arrangør af to årlige udstillinger: Landsudstillingen i Gelsted og den nye udstilling i Stenlille. I særlige tilfælde som f.eks. jubilæumsåret, kan der komme ekstraordinære udstillinger. Derudover deltager DMK på SJD’s udstilling i Vissenbjerg, og på udstillingen i Bredsten i samarbejde med Ruhårklubben og Korthårklubben.

Under normale omstændigheder afholder DKK seks årlige udstillinger fordelt med to på Sjælland, en på Bornholm og tre i Jylland. Der bør således være rigeligt med muligheder for at få vurderet, om hundens eksteriør er i henhold til racens standard, uanset hvor i landet, man bor’.

Umiddelbart efter mødet fik vi en mere uddybende henvendelse fra samme medlem, som ud over en mere ligelig fordeling af udstillinger øst og vest for Storebælt, også foreslog, at DMK’s Landsudstilling og DMK’s Generalforsamling skifter placering hvert andet år.

I forhold til den nye henvendelse gentager vi, at DMK kun står som arrangør af Landsudstillingen i Gelsted og den nye udstilling i Stenlille. Derfor er de to DMK udstillinger ligeligt fordelt mellem øst og vest. DMK’s medlemmer fordeler sig med ca. ~75 % vest for Storebælt, og derfor fastholdes placeringen af både Landsudstillingen og Generalforsamlingen på Fyn.       

 

Avlsvejledning

Status på avlsregler

Vi har netop modtaget DKK’s kommentarer til de forslag til ændrede avlsregler, som blev vedtaget på Generalforsamlingen. Et enkelt avlskrav er blevet afvist, det tages op på næste bestyrelsesmøde.

Evt.

Vi opfordrer til, at man ikke holder igen med at oprette prøver pga corona. Det er bedre at være nødt til at aflyse, end at der slet ikke bliver planlagt noget.