Som schweisshundeførere kommer vi af og til ud for, at jægeren, i stedet for at ”ulejlige” os, har prøvet at slippe sin egen hund, for at lade den finde dyret. Og at vi så, når det ikke lykkes, nemt og hurtigt finder dyret forendt lige i nærheden.

Bortset fra at jægerne bliver lidt forlegne, og ofte synes, at de har spildt vores tid, er det jo en ok situation. Opgaven er løst, og hunden har haft en succes.

Men en gang imellem kan det gå grueligt galt. Hør blot her:

En juletræsavler der betragter rådyrene som skadedyr, har bedt en jæger, om han kan komme og ”aflive” en seksender, der går og ødelægger hans træer.

Arealet er på ca. 35 tdr. land med træer af varierende alder, og indhegnet med dyrehegn på de tre sider.

De kører ejerens traktor op på det højeste punkt i indhegningen, og jægeren sætter sig om aftenen op oven på førerhuset på sin jagtstol. Bukken kommer frem ca. 30 m. fra traktoren, og forsvinder i knaldet.

Jægeren går tilbage til sin firhjulstrækker, og slipper den ruhårede hanhund ud. Den får kontakt med bukken i et hjørne af indhegningen, og får, efter at have tygget den godt og grundigt i bagpartiet, presset gennem hegnet. Han har selvfølgelig ikke schweisshunderegisteret med, og må derfor køre hjem for at ringe til mig.

Klokken er 23.30, så vi aftaler at mødes på byens torv næste morgen kl. 05.00.

Jeg finder masser af hår, schweiss og kødstumper i hjørnet af hegnet. Det er tydeligt, at der er foregået en kamp. Og en af maskerne er udvidet, hvor dyret er blevet presset igennem. Utroligt at en buk kan komme igennem et så lille areal med opsats og det hele.

Vi begynder sporingen udenfor hegnet, med den erfarne tæve i remmen og den unge hanhund ved siden. Efter at have fået kontakt med naboerne, tager jeg jægeren med.

Jeg ved af erfaring, at det er en god oplevelse for jægerne, at være med på sporet, hvorfor jeg gør det så ofte, som det er muligt. Det kan jo også være godt at have dem med til at stå for i en nødsituation og til at bære bukken hjem.

Dyret har gået inde i læbælterne, og sporingen er relativ enkel, bortset fra at der er fyldt med brændenælder, tjørn og slåen, og at jeg – tåbelig nok – kun har schweisshundeforeningens tynde sommerbukser på.

Efter at have kravlet gennem revl og krat, og passeret et par lodne brakmarker, kommer vi til en lille skov, hvor jeg beder jægeren gå om på den anden siden og stå for ved en naturlig ledelinie langs et læbælte.

Remhunden får problemer i skoven. Den roder meget rundt, og der er tilsyneladende fært overalt. Jeg skifter til unghunden, og ved fælles hjælp kommer vi gennem skoven og ud i en hvedemark. Her er det tydeligt, at rævene har været der, og at der er foregået en kamp i nattens løb. Hveden er lagt ned over et større areal, og der er schweiss overalt.

Vi finder resterne af dyret. Faktisk er der kun den forreste del tilbage. Men hvor er opsatsen? Det viser sig at være en rå, som rævene har aflivet!

Jeg kalder på jægeren, som bliver noget utilpas, da vi tydeligt kan se, hvordan råen har kæmpet for livet med rævene hængende på slæb. Da han stod for, så han et par ræve forlade skoven. Så der hvor den gamle hund fik problemer, er sikkert hvor rævene har slæbt kødet væk.

Han er helt sikker på, at det var en seksender han skød på, så den må jo stadig være et sted i juletræerne.

Tilbage i juletræerne starter jeg sporingen med den gamle hund i remmen og den unge ved siden. Ret hurtigt viser de tydeligt, at de vil slippes, og jeg slipper dem begge. Jeg plejer oftest at beholde den ene tilbage, da det kan være rart af have en hund til at finde en hund; men da jeg regner med, at bukken stadig er i juletræerne, får de lov til at hetze sammen.

Unghunden kommer hurtigt tilbage, helt opkørt og smurt ind i blod i hele hovedet. Den er gennemtygget i overlæberne og tungen, og munden er fuld af grævlingehår. Hvad pokker er der sket? Og hvor er den gamle?

Jeg pejler retningen, og finder den godt i gang med at affange en flot seksender med et overskudt forløb.

Grævlingen har formodentlig kunnet fornemme, at der var noget galt med bukken, hvorfor den har holdt sig i nærheden af den om natten. Og det var så grævlingens spor, den unge hund havde fulgt.

Moralen er. At jægerne aldrig må slippe deres egen hund uden rem. De er derved helt uden kontrol med, hvad der sker. Det prædiker jeg hver gang, jeg er ude i en jagtforening for at fortælle om schweissarbejdet.

Oftest har hundene ikke lært at vise jægerne tilbage til et forendte dyr. Og det er så det! Men i dette ulykkelige tilfælde var der både en buk og en rå i indhegningen, og ruhåren gik selvfølgelig i lag med det første dyr, den fik presset op i et hjørne.

Juletræsavleren og hans kone bedyrede, at der ikke var lam i indhegningen, så jeg lod grævlingen gå af med sejren, og kørte hjem til en sen morgenkaffe.

Remhunden er Sille 19931/94 som har været registreret schweisshund siden 1996, og hetzhunden er Rex 09845/2001 som blev registret i 2002.